Sådan organiserer du dit køkken

Et ryddeligt køkken giver dig overblik over, hvad du har i skuffer, skabe, køleskab og fryser – og der er mange gode grunde til at prioritere et organiseret køkken.

 

Åben køkkenskuffe med egetræsinteriør i Forever Oak Natur Eg-køkkenet fra INVITA i egetræsfiner med lodret træåring.

Hvorfor bør du organisere dit køkken?

  • Et ryddeligt køkken er nemmere at holde rent og dermed mere hygiejnisk.
  • Det er godt for miljøet: Vi smider meget mad ud pr. indbygger, og et organiseret køkken gør det lettere at se, hvad du har, og hvad der skal spises op.
  • Du sparer penge. Det er lettere at planlægge måltider, når du har overblik over indholdet.
  • Du får bedre plads. Når du laver faste pladser til alt fra pålæg til køkkenredskaber, udnytter du dit køkken smartere.
  • Du sparer tid. Med gode systemer bruger du mindre tid på oprydning, fordi det er nemmere at sætte ting på plads.

Sådan kommer du i gang

Når du har besluttet dig for at organisere dit køkken, er det en god idé at tage én skuffe ad gangen. Tag alt ud, og lav et system, før du sætter det på plads igen. For at skabe overblik i skufferne kan det være en god idé med skuffeinddelere eller gennemsigtige, lufttætte beholdere. Så kan du fjerne emballagen, hvilket også sparer plads, og hælde produkterne over i bokse. Husk blot at markere dem med indhold og udløbsdato. Du kan bruge bokse til meget: Tørvarer, nødder og bageartikler er nemme at få styr på, på denne måde. Der findes også åbne bokse til pålæg, grøntsager og køleskabsvarer, som giver godt overblik i køleskabet.

Ryd op på køkkenbordet

Hvis du vil have et ryddeligt og organiseret køkken, er en ren køkkenbordplade alfa og omega.

– Det klarer du ved at undgå for mange køkkenmaskiner fremme og altid rydde op efter madlavning eller brug af bordet.

Et tip er at rydde bordpladen helt hver aften, inden du går i seng, så dagen starter med en frisk begyndelse.