Presse og medier

Mission Gastrokøkken
Mission Gastrokøkken
Mission Gastrokøkken

Mænd vil have nyt vand i hanen

Stadig flere vil ikke nøjes med vandhanevand. De vil have iskoldt vand – gerne med brus – fra en særlig vandhane ved vasken, en Qooler. Det er især mænd, der er vilde med ekstraudstyr i køkkenet.

”Manden har fået et stort ord at skulle have sagt om indretningen af køkkenet, og akkurat som mange mænd er glade for ekstraudstyr til bilen, så er de også vilde med ekstraudstyr i køkkenet, som gør det lettere og sjovere at lave mad,” siger Marketingdirektør Helle Fyllgraf fra Invita Køkkener.

Mads Schytte er en af de mange mænd, der har fået overbevist konen om, at vand ikke bare er vand. Han er familiefar, madblogger for mænd (Gastromand.dk) og kogebogsskribent. I familiens nye køkken fra Invita har han fået installeret en Qooler, der sørger for iskoldt vand lige fra hanen. Her kan man tappe vand uden kalk til f.eks. kaffemaskinen og planterne i huset, og hvis han vil have danskvand, så er det også lige ved hånden.

Qooleren installeres ved vasken og kan give almindeligt vand på 1,5 grader eller danskvand, hvis man bruger en kulsyrepatron. Hver 15. minut køler den diskret ved 25-30 db. Det bemærker man ikke. Når man har tappet danskvand, larmer den ganske kortvarigt.

Udover en Qooler fik Mads Schytte også installeret en Quooker, som med det samme leverer skoldende varmt vand til f.eks. brygning af te eller skoldning af skærebrætter. Og så var der også lige en køkkenkværn, som han måtte eje.

”Jeg er af den overbevisning, at man skal investere i gadgets, som gør livet lettere i køkkenet - det har jeg fået her. Det er fedt at have adgang til iskoldt og skoldende hedt vand hele tiden,” siger Mads Schytte.

Sådan overbeviser man konen

Her er hans gode råd til, hvordan man overbeviser sin kone, hvis hun mener, at vand bare er vand:

”Start med at blødgøre hende, og fjern fokus fra plads, pris og larm. Fokuser på målet: Hun får iskoldt vand og slipper for at have køleskabet fyldt med vandflasker, og hun får kogende vand på et splitsekund og kan smide den tilkalkede elkedel ud. Hun må svine alt det hun vil – i vasken – når hun en sjælden gang skræller kartofler,” siger Mads Schytte.

Han lægger ikke skjul på, at køkkenet er hans madværksted, hvor han elsker at være – gerne sammen med familien og en masse udstyr.

Læs mere her